FCI STANDARD for Dobermann.
Standarden udgivet af FCI 14. februar 1994. Oversættelse godkendt af DKKs Standard Komité oktober 1994
Det er den standart som man bedømmer racen efter over hele verden. Standarten er senest blevet revideret, da man fx ændrede skulderhøjden, i begyndelsen af århundredskiftet.
Helhedindtryk.
Dobermann-hunden er middelstor, kraftig og muskelstærk. Ved kroppens elegante linieføring, dens stolte og ranke holdning, sit temperamentsfulde væsen og udtryk for beslutsomhed, svarer den til idealbilledet af en hund med normal anatomi. Dens bygning virker kvadratisk, særlig hos hanhunde.
|
Hovedet skal være tydeligt afsat fra halsen, set i profil og ovenfra ligner hovedet en strakt, stump kile. Huden ligger stramt ind til knoglerne og de flade muskler, sådan at der fremtræder en fin modellering. Set forfra og fra siden virker hjerneskallen flad. Den øvre hovedprofil dannes af to med hinanden parallelt løbende linier (næseben og pandeben), der foran øjnene afbrydes af en lav pandeafsats (stop).
Den øvrige hovedprofil stiger fra næsen til isse og falder derefter i en let runding til nakken. Bidet er dybt og bredt med tætsluttende læber. Det hvide tandsæt er fuldtallig (42 tænder) og danner et saksebid. Issen set forfra er vandret og må ikke bue nedad mod ørerne. Øjnene er middelstore og ovale. Øjnene skal være så mørke som muligt. Næsens farve er sort. Hos brune og blå hunde er en lysere tone tilladt. Dog skal øjne og næse virke mørke. Ørerne er højt ansat og skal have passende længde i forhold til hovedet.
|
|
Hals.
Halsen er af god længde i forhold til krop og hoved. Den er gør og muskuløs. Fra brystkurven og fra skulderen har halsen en stigende og letbøjet linieføring. Halsens holdning er opret og viser megen ædelhed.
|
|
Forstilling.
Forbenene står – set fra alle sider – lodret på jorden og er kraftige. Overarmen danner med det lange skråtliggende skulderblad tilnærmelsesvis en ret vinkel. Skulderbladet ligger fast ind til brystet og med tydelig skulderkam. Skuldrene er muskuløse. Albueleddet – mellem over- og underarm er fast- Mellemfodsbenene er hverken indad- eller udaddrejede. Poterne er korte, sluttede og hvælvede (kattepoter).
|
|
Krop.
Ryggen er kort og stram. Skulderkammen skal især hos hanhunde være stærkt udtalt og bestemmer med dens højde og længde den mod krydset faldende ryglinie. Nyrepartiet er muskelstærkt. Hele ryggen er af tilsvarende bredde. Krydset er afrundet og ikke faldende. De let hvælvede ribben når lige ned under albueleddet – her må dog tages hensyn til overarmens og skulderens stilling. Brystdybden må i alle tilfælde stå i rigtigt forhold til kroppens længde og må ikke være mindre end halvdelen af hundens højde målt fra skulderkam til jord. Brystet skal være af god bredde og med udtalt forbryst, dette er bestemt af den forreste del af brystbenet i forhold til skulderleddet. Bugen er godt opknebet. Højden (fra jord til skulderkam) udgør hos hanhunde 68 cm. højest 72 cm. vægt 40 til 45 kg. Hos tæver skal højden udgøre fra 63 til 68 cm. vægt 32 til 35 kg. Hos tæven kan kroppen være noget længere end hos hanhunden.
|
|
Bagstilling.
Lårene har god bredde, er muskelstærke og danner med benene det kraftige knæled. Vinklen er ca. 130 grader. Haserne er kraftige og er parallelle i forhold til hinanden og danner med den i forhold til jorden lodrette stående mellemfod en stump vinkel. Poterne er korte, sluttede og hvælvede. Ulvekløer tillades ikke.
|
|
Bevægelser.
Bevægelsen er elastisk, elegant, afbalanceret, fri og jordvindende. Forbenene svinges langt frem. Bagstillingens bevægelser er lange fjedrende og tilvejebringer derved den nødvendige drivkraft. Hunden fører samtidig det ene forben og det modsatte bagben frem.
|
|
Hårlag.
Hårlaget er kort, hårdt, tæt og glattilliggende. Farven er sort, mørkebrun eller blå med rustrøde, skarpt afgrænsede og rene aftegninger. Aftegningerne findes på biddet, læber, strube, kinder og øvre øjenlåg, to aftegninger på bryst, aftegning på mellemfod og poter samt på inderside af lår og under halen.
|
|
Egenskaber.
Dobermann-hunden er trofast, frygtløs, nervestærk, vagtsom og modig. På grund af dens intelligens, naturlige skarphed og fortræffelige lugtesans, dens arbejdslyst og lydighed er den let af afrette. Den egner sig fortræffeligt til beskyttelses- og brugshund, som hushund og ledsagerhund.
Fejl.
Hvælvet næse-, pande- og hjerneskal såvel som for lidt stop. Kort og tykt hoved, spidst bid, slappe læber. For højt eller for lavt ansatte ører. Tandfejl (færre end 42 tænder), under- eller overbid. For smalle øjne (kineserøjne), fremstående eller for dybt liggende øjne samt lyse øjne. Kort, tyk hals, løs halshud, let knoglebygning, korte, løse og stejle skuldre, udaddrejede albuer, indad- eller udaddrejede forben, lange, åbne eller bløde poter. For lang ryg, svaj- eller karperyg, faldende kryds, tøndeformet eller for flad brystkasse, ikke tilstrækkelig brystdybde, manglende forbryst, for smalt bryst. Dårlig vinklet bagstilling, indad- eller udaddrejede haser. Kryptorchisme. Vaklende, ufri, trippende bevægelser, pasgang. Langt blødt uldagtigt hårlag. For lyse, ikke skarpt afgrænsede, urene aftegninger, hvide pletter, synlig underpels. Skyhed, nervøs fremtræden, fejhed.Bemærk.
Hanhunden skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Helhedsindtryk.
Det er en vurdering af hele hunden på én gang – af harmonien mellem højde og længde, benbygning og muskulatur og samspillet af alle de mange detaljer, som tilsammen giver hundens type. Men som ikke hver for sig må overskygge helheden.
Dobermanns særkende er det vågne, beslutsomme udtryk og de elegante linjer, det flot skårne hoved på den ranke hals og den kompakte krop med de lige, stærke ben. Det vigtigste ved netop denne race er måske at finde den rette balance mellem masse og adel, styrke og lethed.
|
Historie
Dobermann er den eneste race, fra oprindelseslandet Tyskland, der er opkaldt efter sin ophavsmand, Karl Friedrich Louis Dobermann (02.01.1834 - 09.06.1894), der var bosiddende i byen Apolda.
Han menes at have været skatteopkræver med en bibeskæftigelse som hundefanger. Som hundefanger var han autoriseret til at fange omstrejfende hunde, og det var ud fra disse han i 1870'erne startede sit opdræt med særlig vægt på en naturlig skarphed, mod og hurtig reaktionsevne. Udover pinscher spillede også de såkaldte "slagterhunde" (en tidlig rottweiler-type), som på det tidspunkt var relativt renavlede racemæssigt en meget vigtig rolle i tilblivelse af racen dobermann.
|
|
|
|
Endelig menes den franske brugs- og hyrdehunderace beauceron, med anlæg for de fire farver (sort, brun, blå og isabella) som kan optræde hos dobermann, at kunne spores. Heller ikke den tyske hønsehund og forløberen for schæferhunden kan udelukkes på dette tidlige stadium i dobermann-racens historie. I 1895 blev racen officielt anerkendt i Tyskland under navnet "dobermann pinscher" Senere blev sidste del af navnet slettet.
Hr. Dobermann nåede ikke at opleve anerkendelsen af den hunderace, han havde skabt. Han var død året før.
|
|
|
|
Hans arbejde blev imidlertid med stor kyndighed og fremsynethed fortsat af to andre Apolda-borgere, Otto Göller (kennel "von Thüringen") og Goswin Tischler (kennel "von Grönland"). I 1899 stiftedes i Tyskland den første specialklub for racen med Otto Göller som formand.
|
|
|
|
Omkring århundredeskiftet blev den engelske manchester terrier indkrydset i den hensigt at forbedre hårlaget og gøre aftegningerne mørkere og mere afgrænsede. Samtidig fik man de tæt sluttede kattepoter.
Dobermann'en var indtil nu en relativt lille hund på ca. 56 cm i højden og temmelig grov at se på. For at gøre den højere og mere elegant blev sort greyhound anvendt som indkrydsning. Siden omkring 1910 har man dog ikke benyttet andre racer i avlen.
|
|
|
|
I mange år efter racens tilblivelsen blev en dobermann naturligt brugt som vagt- og politihund, og efter at man i avlen har tilstræbt et noget mere afdæmpet temperament, ses en dobermann i dag som en typisk brugshund såvel som familiehund.
In English
History
Dobermann is the only breed originating in Germany that is also named after its creator Karl Friedrich Louis Dobermann (02.01.1834 - 09.06.1894), resided in the town of Apolda, Germany.
He is believed to have worked as a tax agent and working as a dogcatcher on the side. As a dogcather he was authorized to capture stray dogs and it was from these dogs his pure breed with speciel attention to instinctive intelligence courage and fast response. The so-called butcher dogs (the earlier Rottweilers), which at the time were a relatively pure breed along with the Pinchers, played a major role in creation of the Dobermans.
Finally the French Shepard beauceron is believed to be an ingredient in the Dobermans as its four colours (Black, brown, blue and Isabel) are common in Dobermans. The German Shepard cannot be secluded from the list either at the early stages of Dobermans. In 1895 the breed was officially recognized in Germany under the name “Doberman Pincher” Later on the last word in the name was erased. Mr Doberman never lived to see his breed become recognized. He passed away one year earlier.
|
|
|
|
In the meantime Doberman’s work was continued with great skills and visions by 2 other Apolda citizens, Otto Göller (Kennel “von Thüringen”) And Göswin Tischler (Kennel “Von Grönland) In 1899 the first special club with Otto Göller as chairman was established.
|
|
|
|
|
|
|
|
Around the turn of the century the English Manchester Terrier was bred into the Dobermans with the purpose of improving the coat and creating markings that were darker and more outlined. The Manchester terrier also contributed with the very compact almost cat-like paws.
So far the Doberman was relatively small dog at only 56 cm and had a rather unrefined appearance. In order to make it taller and more elegant and black greyhound was introduced into the breed. Since about 1910 no other dogs have become part of the Doberman-recipe.
For many years of the Doberman’s existence it was used guard dogs and K9 in the police force. Since the breeders started aiming for a more relaxed and laid back temper the dogs have been know both as working dogs and family dogs.
|
|
|
|